Правна библиотека и анализ на дела · Австрия · Белгия · Европейски съюз
LAWxPERT Вход Безплатен акаунт

BEK 1555/2021 · Bekendtgørelse om nødpulje til store velgørende musikfestivaler, der er i risiko for at gå konkurs, som følge af restriktioner i forbindelse med håndtering af covid-19

BEK 1555/2021 чл. 11

Regnskab, kontrol og tilbagebetaling

В силаОфициален текст

Retten til kompensation er betinget af, at ansøger indsender sit ordinære årsregnskab, der dækker den periode, som kompensationen vedrører. Regnskabet skal være godkendt af den øverste ledelse i den juridiske enhed, der ansøger på vegne af festivalen. Slots- og Kulturstyrelsen fastsætter frist for indsendelse af regnskab.

Stk. 2. Ansøgere, hvis årsregnskab ikke revideres af en godkendt revisor, skal indsende en revisorerklæring sammen med det bestyrelsesgodkendte ordinære årsregnskab. Slots- og Kulturstyrelsen fastsætter nærmere retningslinjer for revisors arbejde.

Stk. 3. Som led i aflæggelsen af årsregnskabet for den periode som kompensationen dækker, skal modtagere af kompensation efter denne bekendtgørelse udarbejde en opgørelse og erklæring, der dokumenterer: 1) at de periodiserede omkostninger og indtægter, som ansøger har afholdt henholdsvis modtaget i kompensationsperioden, ikke afviger med mere end minus henholdsvis plus 10 pct. fra den opgørelse, som institutionen udarbejdede til brug for ansøgning om kompensation, jf. § 3, stk. 8-9, 2) at ansøger ikke i regnskabsåret har opnået væsentlige likviditetsforbedringer, herunder indtægter, som ikke indgik i det likviditetsbudget, som blev udarbejdet til brug for ansøgning om kompensation, jf. § 3, stk. 7, 3) at kompensationen er anvendt til finansiering af ordinære driftsomkostninger, af ekstraordinære omkostninger som følge af covid-19 foranstaltninger eller nødvendige ekstraordinære omkostninger, jf. § 2, nr. 10, og 4) at forudsætningerne for udbetalingen af kompensationen ikke har ændret sig væsentligt.