BEK 1218/2025 Art. 11
Minkvirksomheden skal i ansøgningen efter § 10 erklære, hvorvidt virksomheden ansøger om 1) erstatning og kompensation for permanent nedlukning af minkvirksomhedens drift efter § 3 og engangsbeløb efter § 8, eller 2) kompensation for faste omkostninger og driftsomkostninger for midlertidig lukning af minkvirksomhedens drift efter § 9.
Stk. 2. En ansøgning om forskud på erstatning og kompensation efter § 3 skal indeholde erklæring på tro og love om tilladelser efter § 5 og erklæring på tro og love om eventuelle tilbagebetalingspåbud efter § 6.
Stk. 3. Til brug for behandlingen af sager om forskud på erstatning og kompensation efter § 3 skal ansøgeren indsende samtykkeerklæringen ”Minkvirksomhedens samtykkeerklæring” efter § 4 til Fødevarestyrelsen sammen med en erklæring med høj grad af sikkerhed udarbejdet af en uafhængig, godkendt revisor om, at alle rettighedshavere med tinglyste rettigheder i minkvirksomhedens aktiver, som har været anvendt i den minkspecifikke del af virksomheden samt eventuel til virksomheden tilknyttet ledig kapacitet og minkspecifik accessorisk virksomhed, har meddelt samtykke.
Stk. 4. Til brug for behandlingen af sager om forskud på erstatning og kompensation efter § 3, stk. 3, skal ansøgeren indsende en erklæring på tro og love efter § 3, stk. 3, 2. pkt.
Stk. 5. En ansøgning om engangsbeløb efter § 8 skal indeholde erklæring om al øvrig de minimis-støtte, som virksomheden, som defineret i Europa-Kommissionens forordning nr. 1408/2013, artikel 2, stk. 2, har modtaget i indeværende og de to foregående regnskabsår i medfør af Europa-Kommissionens forordning nr. 1408/2013. Ansøgningen skal endvidere indeholde en erklæring om, hvorvidt og i så fald hvilke andre minkvirksomheder, minkvirksomheden har en sådan forbindelse med, som nævnt i Europa-Kommissionens forordning nr. 1408/2013, artikel 2, stk. 2.
Stk. 6. En ansøgning om kompensation efter § 9 skal indeholde en erklæring på tro og love om eventuelle tilbagebetalingspåbud efter § 9, stk. 4.