BEK 1800/2025 Art. 15
Fremgangsmåden for overførsel og deling af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte
Regionsrådet udpeger repræsentanter for regionsrådet og indkalder snarest muligt efter forelæggelsen efter § 14 af aftaleudkastet som nævnt i § 13 repræsentanter, der udpeges af de øvrige parter, til forhandlinger, med henblik på, at der senest to måneder efter opsigelsen eller fire måneder før ophøret af kontrakten efter sundhedslovens § 118 d, stk. 1, eller overgangslovens § 5, stk. 2, eller før ophøret eller udløbet af anmodningen efter overgangslovens § 5, stk. 3, indgås en aftale mellem parterne om overførsel af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte.
Stk. 2. Regionsrådet kan under forhandlingerne foretage de ændringer i aftaleudkastet som nævnt i § 13, som regionen vurderer hensigtsmæssige, for at der kan indgås en aftale som nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Kommunalbestyrelser skal lade sig repræsentere i forhandlingerne. Kommunalbestyrelserne skal meddele regionsrådet, i hvilket omfang aftaleudkastet og de fremsatte forslag til ændringer heri kan accepteres.
Stk. 4. Aftalen som nævnt i stk. 1 skal indeholde de oplysninger, der er fornødne for at identificere de aktiver, passiver, rettigheder og pligter samt hver enkelt ansat, som aftalen skal omfatte, og oplysning om aktivets og passivets værdi.
Stk. 5. Bestemmelsen i § 13, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse for aftalen efter stk. 1.
Stk. 6. Aftalen kan indeholde vilkår om, at den betaling, der er nævnt i § 13, stk. 4, kan ske i form af overdragelse af andre aktiver eller passiver.
Stk. 7. Parterne kan efter anmodning fra øvrige parter videregive oplysninger som nævnt i § 13, stk. 3, til de øvrige myndigheder, hvis oplysningerne ikke er videregivet efter § 14, stk. 2.
Stk. 8. Ændringer i aftaleudkastet som nævnt i § 13, fremsatte forslag til ændringer i aftaleudkastet og myndighedernes forhandlinger i øvrigt er fortrolige, indtil en aftale er indgået efter stk. 1 eller Delingsrådet eller et til lejligheden nedsat delingsråd har truffet beslutning efter § 16. Oplysningerne om overførslen af en ansat kan dog videregives til den ansatte, som oplysningerne vedrører, og til den ansattes repræsentanter, i det omfang dette følger af § 20.