BEK 213/2026 Art. 11
Støtteberettigede omkostninger og beregning af tilskudsbeløb
Tilskuddet kan ikke overstige følgende procentsatser af de støtteberettigede omkostninger, medmindre andet følger af stk. 2-5: 1) 30 pct. til store virksomheder. 2) 40 pct. til mellemstore virksomheder. 3) 50 pct. til små virksomheder.
Stk. 2. For projekter, der indebærer en konvertering fra fossilt brændsel i før-situationen til ikke-fossilt brændsel i efter-situationen, kan tilskuddet ikke overstige følgende procentsatser af de støtteberettigede omkostninger, medmindre andet følger af stk. 3-5: 1) 40 pct. til store virksomheder. 2) 50 pct. til mellemstore virksomheder. 3) 60 pct. til små virksomheder.
Stk. 3. For projekter, der indebærer installation eller udskiftning af en eller flere bygningsdele, kan tilskuddet ikke overstige følgende procentsatser af de støtteberettigede omkostninger: 1) 25 pct. til store virksomheder. 2) 35 pct. til mellemstore virksomheder. 3) 45 pct. til små virksomheder.
Stk. 4. For projekter, der indebærer udskiftning til en varmepumpe, der udelukkende overfører varme fra aerotermiske, geotermiske og hydrotermiske kilder, og som har en sæsonydelsesfaktor på minimum 2,3, kan tilskuddet ikke overstige følgende procentsatser af de støtteberettigede omkostninger, medmindre andet følger af stk. 5: 1) 45 pct. til store virksomheder. 2) 55 pct. til mellemstore virksomheder. 3) 60 pct. til små virksomheder.
Stk. 5. For virksomheder, der beskæftiger sig med forarbejdning og afsætning af fiskevarer eller akvakulturprodukter kan tilskuddet ikke overstige 50 pct. af de støtteberettigede omkostninger.