Rechtsbibliotheek en dossieranalyse · Oostenrijk · België · Europese Unie
LAWxPERT Aanmelden Gratis account

BEK 213/2026 · Bekendtgørelse om tilskud til energibesparelser, energieffektiviseringer og CO2-reduktioner i erhvervsvirksomheder

BEK 213/2026 Art. 18

Standardforudsætninger og standardløsninger

Van krachtOfficiële tekst

Hvis en obligatorisk standardløsning finder anvendelse på projekter, jf. stk. 2-9, skal denne benyttes, jf. dog stk. 10. De obligatoriske standardløsninger kan ikke benyttes ved andre projekter, end hvad der følger af stk. 2-9.

Stk. 2. Standardløsning 1, jf. bilag 9, finder, jf. dog stk. 4-6, anvendelse på projekter, der indebærer udskiftning af varmeforsyning, hvor 1) varmeforsyningen i før-situationen består af brændselskedler, kaloriferer eller strålevarmere, hvis brændsel er naturgas, olie eller træpiller, med et årligt forbrug lig med eller mindre end 15.000 liter olie, 15.000 kubikmeter naturgas eller 32.000 kg træpiller, og 2) varmeforsyningen udskiftes til fjernvarme, varmepumper, elkedler, træfliskedler, halmkedler eller træpillekedler.

Stk. 3. Standardløsning 2, jf. bilag 10, finder, jf. dog stk. 4-6, anvendelse på projekter, der indebærer udskiftning af varmeforsyning, hvor 1) varmeforsyningen i før-situationen består af brændselskedler, kaloriferer eller strålevarmere, hvis brændsel er naturgas, LPG, olie, træpiller eller træ og træaffald, 2) det årlige forbrug er større end 15.000 liter olie, 15.000 kubikmeter naturgas, 32.000 kilogram træpiller, såfremt brændslet er olie, naturgas eller træpiller, og 3) varmeforsyningen udskiftes til fjernvarme, varmepumper, elkedler, træfliskedler, halmkedler eller træpillekedler.

Stk. 4. Standardløsning 3, jf. bilag 11, finder anvendelse på projekter, der indebærer udskiftning af varmeforsyning til rumopvarmning og brugsvand, hvor 1) varmeforsyningen i før-situationen består af brændselskedler, kaloriferer eller strålevarmere, hvis brændsel er naturgas, LPG, olie, træpiller, halm eller træ og træaffald, 2) varmeforsyningen udskiftes til fjernvarme, varmepumper, elkedler, træfliskedler, halmkedler eller træpillekedler, 3) det ikke er muligt at dokumentere et repræsentativt og retvisende forbrug med faktura, fordi det fakturerede forbrug enten ikke med tilstrækkelig sikkerhed begrænser sig til før-forbruget, eller der anvendes eget-produceret brændsel, og 4) ansøger ikke dokumenterer et repræsentativt og retvisende forbrug ved brug af ISO 14001 eller ISO 50001.

Stk. 5. Standardløsning 4, jf. bilag 12, finder anvendelse på projekter, der indebærer udskiftning af varmeforsyning til opvarmning og udtørring i konventionelle svinestalde, hvor 1) varmeforsyningen i før-situationen består af brændselskedler, hvis brændsel er naturgas, LPG, olie, træpiller, halm eller træ og træaffald, eller olievarmekanoner, 2) varmeforsyningen udskiftes til fjernvarme, varmepumper, elkedler, træfliskedler, halmkedler eller træpillekedler, 3) det ikke er muligt at dokumentere et repræsentativt og retvisende forbrug med faktura, fordi det fakturerede forbrug enten ikke med tilstrækkelig sikkerhed begrænser sig til før-forbruget, eller der anvendes eget-produceret brændsel, og 4) ansøger ikke dokumenterer et repræsentativt og retvisende forbrug ved brug af ISO 14001 eller ISO 50001.

Stk. 6. Standardløsning 5, jf. bilag 13, finder anvendelse på projekter, der indebærer udskiftning af varmeforsyning til opvarmning i konventionelle slagtekyllingestalde, hvor 1) varmeforsyningen i før-situationen består af brændselskedler, kaloriferer eller strålevarmere, hvis brændsel er naturgas, LPG, olie, træpiller, halm eller træ og træaffald, 2) varmeforsyningen udskiftes til fjernvarme, varmepumper, elkedler, træfliskedler, halmkedler eller træpillekedler, 3) det ikke er muligt at dokumentere et repræsentativt og retvisende forbrug med faktura, fordi det fakturerede forbrug enten ikke med tilstrækkelig sikkerhed begrænser sig til før-forbruget, eller der anvendes eget-produceret brændsel, og 4) ansøger ikke dokumenterer et repræsentativt og retvisende forbrug ved brug af ISO 14001 eller ISO 50001.

Stk. 7. Standardløsning 6, jf. bilag 14, finder anvendelse på projekter, der indebærer udskiftning af ældre belysning til LED-belysning i andet end i bygninger.

Stk. 8. Standardløsning 7, jf. bilag 15, finder anvendelse på projekter, hvor de støtteberettigede omkostninger helt eller delvist er omfattet af § 6. Standardløsningen finder kun anvendelse på den del af de støtteberettigede omkostninger, der er omfattet af § 6.

Stk. 9. Standardløsning 8, jf. bilag 16, finder anvendelse på projekter, hvor de støtteberettigede omkostninger er omfattet af § 5, stk. 2.

Stk. 10. De valgfri standardløsninger, der kan findes på Energistyrelsens hjemmeside, kan benyttes, såfremt disse finder anvendelse, jf. anvisningerne i de respektive valgfri standardløsninger.