LBK 465/2026 · Bekendtgørelse af lov om varmeforsyning
LBK 465/2026 ст. 23o
Energieffektiviseringsordning for overskudsvarme m.v.
Virksomheder, der er registreret efter momsloven, kan ansøge klima-, energi- og forsyningsministeren om at indgå i en energieffektiviseringsordning for overskudsvarme. Energieffektiviseringsordningen skal omfatte energigennemgange med henblik på at identificere mulige energieffektiviseringer af virksomhedens overskudsvarme og gennemførelse af disse.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan videregive oplysninger til told- og skatteforvaltningen om virksomheders deltagelse i energieffektiviseringsordningen.
Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler for energieffektiviseringsordningen, herunder regler om følgende: 1) Ansøgning om indtræden i og udmeldelse af ordningen, herunder proces og indhold. 2) Afgørelse om deltagelse i energieffektiviseringsordningen. 3) Dokumentationskrav og krav om afgivelse af erklæringer på tro og love for at kunne deltage i energieffektiviseringsordningen. 4) Gennemførelse af energigennemgange og energieffektiviseringstiltag. 5) Verifikation af energigennemgange og energieffektiviseringstiltag af en uvildig ekstern ekspert eller af et certificeringsorgan, der er akkrediteret af DANAK – Den Danske Akkrediteringsfond eller et tilsvarende anerkendt akkrediteringsorgan. 6) Godkendelse og offentliggørelse af oplysninger om uvildige eksterne tekniske eksperter. 7) Nærmere angivne internationale vedtagelser og specifikationer, som virksomheder, der deltager i energieffektiviseringsordningen, skal overholde. 8) Påbud og afgørelse om udelukkelse fra energieffektiviseringsordningen af virksomheder og uvildige eksperter. 9) Kursusgebyrer i forbindelse med godkendelse af uvildige tekniske eksperter, jf. nr. 6.