BEK 1326/2025 · Bekendtgørelse om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelsen af regionale hverv
BEK 1326/2025 ст. 5
Almindelige bestemmelser
Et medlem af regionsrådet kan vælge at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste efter reglerne i § 16, stk. 5-7, i lov om kommunernes styrelse. Et medlem af regionsrådet har dog kun denne ret, hvis regionsrådet i overensstemmelse med lovgivningen har besluttet, at regionsrådets medlemmer mod reduktion af det faste vederlag kan vælge at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste for et regnskabsår ad gangen.
Stk. 2. For et medlems deltagelse i regionsrådets konstituerende møde og til en stedfortræder, der indkaldes til enkelte møder i regionsrådet, jf. § 7, stk. 1, 3. pkt., ydes erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste efter reglerne i § 16 a, stk. 3 og 4, i lov om kommunernes styrelse. Til den, der uden at være medlem af regionsrådet deltager i de møder m.v., der er nævnt i reglerne i § 16, stk. 1, litra a-f, i lov om kommunernes styrelse, kan regionsrådet beslutte at yde erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste efter reglerne i § 16 a, stk. 3-5, i lov om kommunernes styrelse.
Stk. 3. Erstatningen for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste kan pr. dag højst udgøre det femdobbelte af diætsatsen i § 4, stk. 2, 1. og 2. pkt. Regionsrådet afgør, om erstatningskravet kan anses for dokumenteret.